Kategorier
Æstetik og stilarter

Vaporwave og Outrun: Retrofuturisme i musik og æstetik

Vaporwave er nok et ukendt ord for de fleste, men det er ikke et helt nyt fænomen: Faktisk er der flere der mener, at genren er død. Alligevel trives den i bedste velgående på f.eks. Instagram og YouTube, og særligt blandt unge designere, wannabe-designere og internetconnaisseurer.

Men hvorfor overhovedet skrive om en stilart, som de fleste ikke har hørt om, og som fans mener er død? Som designer mener jeg det er vigtigt, at kende til forskellige stilarter, smalle såvel som brede, for at udvide ens horisont og finde ny inspiration. Samtidig er genren ikke helt så niche som man måske skulle tro, og Vaporwave og lignende subgenrer har faktisk haft indflydelse på meget mainstream musik, både i lyd og udtryk. Derfor er det også rigtigt godt at kunne identificere fænomenet, når man støder på det.

Et eksempel på Vaporwave-æstetik på fulde drøn, med neonfarver, 80’er-teknologi og japansk popkultur.

Vaporwave er et virtuelt fænomen og en stilart indenfor både musik og æstetik, der efterhånden har spredt sig til den virkelige verden. Genren opstod omkring år 2010, som en skør sammensmeltning af loungy elevatormusik, tv-reklamer og soundtracks fra retro computerspil, med tilhørende grafik, der med tiden er blevet en ligeså vigtig del af Vaporwave-genren, som lyden.

Selvom denne artikel kommer til at fokusere mest på det visuelle aspekt af genren, er musikken lige så vigtig, for at forstå hvad fænomenet går ud på.

Hvad er Vaporwave?

Vaporwave er egentlig en undergenre af Synthwave, som er, lidt som navnet antyder, elektronisk musik, der bærer meget præg af 80’ernes synthesizers. Det er dog særligt Vaporwave, der har formået at skabe en subkultur omkring det visuelle aspekt af musikken. Derfor er det også ofte netop denne stilart der bliver nævnt, når man taler om design indenfor disse niche genrer. Vaporwave er dermed et interessant tilfælde, hvor man både kan tale om en musikgenre og en tilhørende æstetik.

Genrens visuelle stil er retro, nostalgisk og drømmeagtig, med blå, lilla og lyserøde pastel- eller neonfarver, ofte akkompagneret af glitch-effekter og MS Paint-agtig æstetik. Tilføj da nogle japanske tegn, noget old-school EDB, palmer, en solnedgang og måske en græsk statue eller to – så har du Vaporwave. Tag for eksempel omslaget til den elektroniske musiker, Macintosh Plus’ udgivelse fra 2011, Floral Shoppe, som er en blanding af pixeleret computergrafik, en græsk buste, japanske bogstaver og en sygelig lyserød farve. Albummet, og særligt dets cover, er sidenhen blevet parodieret i massevis, men også hyldet som det perfekte eksempel på Vaporwave.

Macintosh Plus’ Floral Shoppe bliver ofte nævnt som det mest indflydelsesfulde album, når man snakker om Vaporwave, og har i høj grad været med til at definere genren, både musikalsk og visuelt.

Skal man forklare lyden i Vaporwave, er det nok nemmest at give et konkret eksempel: Tryk på play-knappen ovenover, for at få et indtryk af, hvad den musikalske genre går ud på. Man kan dog sige, at lyden hænger meget godt sammen med æstetikken: Retro 80’er lyd, masser af synthesizer og et afslappet og ofte lidt syret beat, der drager paralleller til muzak og infomercials fra VHS-æraen.

Kort fortalt er genren altså en stilart, der henter inspiration fra 80’erne og de tidlige 90’ere, men alligevel formår at fremstå både surrealistisk og futuristisk – som en drøm fra en nær fremtid – hvorfor man kan kalde Vaporwave – og Synthwave generelt – en retrofuturistisk stilart.

Variationer af Synthwave

Som nævnt, udspringer Vaporwave fra Synthwave, og herfra findes der mange forskellige undergenrer, som er mere eller mindre definerede. Her kan bl.a. nævnes Hardvapour, Mallsoft, Future Funk, Vaportrap, Chillwave, Sovietwave og mange andre. Disse subgenrer – eller mikrogenrer, som de også kaldes – er dog endnu mere niche end Vaporwave, og kan være svære at definere på skrift, da der ofte findes en del overlapning af stilarterne, som i forvejen har nogle lidt uklare definitioner. Husk på, at vi har med internetfænomener at gøre, hvorfor der sjældent er særlig meget officiel information at hente.

Hardvapour er et hårdere og tungere alternativ til de bløde muzakbeats, som man kan støde på, hvis man f.eks. begår sig i østeuropas undergrunds-ravemiljø.
Sovietwave er en russisk variant af Synthwave, der, ligesom Vaporwave, formidler nostalgiske og drømmelignende beats. I dette tilfælde er det bare nostalgi, der skal lede ens tanker tilbage til sovjettidens Rusland. Sovietwave benytter sig ofte af samples fra sovjetiske TV- og radioudsendelser.

Outrun

Outrun er dog én af de variationer, der særligt er værd at nævne. Stilarten bliver ofte brugt synonymt med enten Vaporwave eller Synthwave, og musikken i Outrun som musikgenre, er da også svær at skelne fra det bredere term, Synthwave: Igen har vi at gøre med lidt uklare definitioner og en del overlapninger.

Taler vi derimod om genrens visuelle stil, har vi dog at gøre med et alternativ til Vaporwave, som er mindst ligeså interessant. Selve ordet “Outrun” kommer fra et arkade-racerspil af samme navn, der blev udgivet af SEGA i 1986. Dette er meget sigende om stilarten, da ræs og biler ofte er et vigtigt element.

Outrun kan komme til udtryk på mange måder, men dette billede illustrerer det meget godt: Mørke, blå og pink, neonlys, nattehimmel, abstrakt 3D-grafik og wireframe (gitter).

Det kan måske virke underligt at bygge en æstetik op omkring et racerspil fra 80’erne – og vi har da også at gøre med en mikrogenre – men her skal man prøve at forstå hvilken følelse Outrun prøver at ramme. Den kan nemlig beskrives som at cruise ensomt rundt en varm sommernat, på en øde landevej eller blandt neonlysene fra en storby – selvfølgelig med Synthwave gennem anlægget. Det er meget specifikt, men jeg tror alligevel de fleste kan nikke genkendende til, at der kan være en helt særlig følelse forbundet med at køre alene rundt i bilen og lade tankerne flyde.

Det perfekte eksempel på Outrun i mainstream medier, findes i filmen Drive fra 2011 og dets tilhørende soundtrack, med Ryan Gosling i hovedrollen som Hollywood-stuntmand om dagen og kriminel flugtchauffør om natten. Filmen bærer præg af gennemgående brug af Outrun-æstetik, og den handler da også om intens bilræs.

Screenshot fra Drive, 2011, med Ryan Gosling i hovedrollen
Filmen Drive var for manges vedkomne den første introduktion til Outrun som visuel stilart.

Drive blev udgivet på et tidspunkt hvor Synthwave stadig var et meget ukendt fænomen, og derfor har filmen i høj grad været med til at definere genren og eksponere den for det bredere publikum. Koblingen til Outrun og Synthwave generelt, skyldes især filmens soundtrack, Nightcall, af kunstneren Kavinsky, som blev en stor kommerciel success. Kavinsky var desuden med til at døbe genren “Outrun”, med hans debutalbum af samme navn. Det ville derfor ikke være forkert, at kalde Kavinsky for Outruns gudfar.

Kavinsky’s Nightcall udbredte Synthwave til et stort publikum, og definerede samtidig Outrun som subgenre.

Synthwaveæstetik i mainstream popkultur og musikvideoer

Vaporwave er, som nævnt, en lille subgenre, der ikke har den store indflydelse på mainstream musik. Genren blev født som et internetfænomen, og det vil den med alt sandsynlighed blive ved med at være. En af grundene til at genren nok aldrig rigtig vil slå igennem er, at genren slet ikke ville fungere som mainstream allemandseje: Vaporwave har et element af mystik og anonymitet, som ville falde lidt fra hinanden, hvis der lige pludselig lød Vaporwave fra top 10-listen.

Når dét så er sagt, findes der alligevel masser af eksempler på, at kendte musikere har inddraget ét eller flere elementer fra Synthwave og lignende stilarter i enten deres musik, musikvideoer eller cover art. Et godt eksempel på en af de helt store kunstnere, der har taget stilarten til sig er The Weeknd, hvor både lyd og musikvideoer ofte afspejler en tydelig inspiration fra Vaporwave og Outrun-universet. Sange som f.eks. Blinding Lights og I feel it coming, benytter sig gavmildt af synthesizers, der er med til at give sangene et nostalgisk feel. Kombineret med VHS-effekter, neonfarver og Outrun-æstetik, kan der ikke være meget tvivl om hvor The Weeknd henter inspiration fra. Særligt musikvideoen til sangen, Over Now, går helt amok med referencer til Vaporwave og Outrun, i den helt syrede kaliber.

Over Now er ét langt syretrip af overdrevet Synthwave-æstetik, med en pærevælling af glitch-effekter, Outrun-referencer, surrealisme, low-poly 3D grafik, neonlys, pastelfarver og 3D-wireframe.

Også kunstnere som Lil Nas X, Childish Gambino, Ariana Grande, som du kan se herunder, bruger også referencer til Vaporwave og Outrun, enten i deres lyd eller æstetik – eller begge dele. Hvor meget af dette er bevidst, kan være svært at sige noget om, men der er ingen tvivl om at når store stjerne som The Weeknd og Childish Gambino benytter sig af denne særlige æstetik, vil der mange andre kunstnere der også vil lade sig inspirere. Jeg er derfor overbevist om, at vi kommer til at se meget mere til genren i de kommende år – det er bare om at holde øje.

Musikvideoen til Panini af Lil Nas X gør brug af Synthwave-æstetik til at skabe en gennemgående psykedelisk oplevelse. Er det kønt? Nej. Er det en musikvideo man husker? Den stikker i hvert fald ud.
Childish Gambinos Feels Like Summer formidler Vaporwavefølelsen meget effektivt i denne video – her som tegnefilm: Sommer, solnedgang, VHS-effekter, nostalgi og pastelfarver.
7 Rings af Ariana Grande har et gennemgående brug af Synthwave-farver. Bemærk også Outrun-grafikken 1:46 minutter inde i videoen.

Smid en kommentar